Højere maskinpriser luner hos traktorgiganter

Både Agco og CNH fik øget både omsætning og indtjening i andet kvartal i år.

Det er lykkedes de store traktorproducententer at sende inflationen i omkostningerne videre til kunderne og fremvise bedre indtjening for aktionærerne på det sidste.

Det kan konstateres, når man spejder igennem Agco og CNH’s nye kvartalregnskaber for andet kvartal i år.

Regnskaberne blev offentliggjort op til weekenden og lagt frem til nærmere analyse for børsanalytikere og andre, som følger traktorbranchens regnskaber tæt.

En af forklaringerne på fremgangen er bedre prisudvikling for producenterne og mere medgørlig situation, når der skal bestilles materialer og komponenter hjem til produktionen i et marked, hvor salget af traktorer i både Nordamerika og Europa er faldet en smule med faldende omsætning af mindre traktorer.

Fremgangen kommer efter nogle år, hvor det som følge af corona-krisen langt fra har været helt enkelt at være producent. Underleverandørernes leverancer har i perioder været uforudsigelige. Eks. steg vigtige elektroniske komponenter mangedobbelt i pris under corona-prisen, mens fragtraterne samtidig steg til himmels. Ukraine-krigen lukkede samtidig vigtige markeder i øst for producenterne. 

Men nu går tingene altså lettere, lyder meldingen.  

Hos Agco steg omsætningen faktisk med omkring 30 procent til 3,8 mia. dollar svarende til små 26 mia. kr.

For indsatsen med at udvikle, fremstille og få sendt maskiner frem til markedet lykkedes det Agco at tjene 319 mio. dollar i kvartalet mod knap 178 mio. dollar i samme kvartal sidste år. Dermed leverede Agco sit bedre andet kvartal nogensinde, oplyses det fra traktorgiganten.

Agcos topchef Eric Hansotia noterer sig i en pressemeddelelse, at der bredt set har været en god efterspørgsel efter produkterne, og at markedet i øjeblikket køber ind på højteknologiske præcisionsløsninger, som igen giver traktorproducenten muligheder for vækst med gode marginer til følge.

Med dagens dollarkurser forventer Agco, som bl.a. producerer mærker som Fendt, Massey Ferguson og Valtra, at ende på en årsomsætning omkring 100 mia. kroner i 2023 og også på årsbasis kunne levere højere marginer end året før.  

Hos konkurrenten CNH Industrial steg omsætningen med seks procent til cirka 6,6 mia. dollar svarende til cirka 44,5 mia. kroner i kvartalet – inklusiv en mia. dollar i omsætning på CNH’s entreprenørmaskiner.

Indtjeningen steg også her pænt fra 552 mio. dollar i kvartalet året før til 710 mio. dollar i år. Fra CNH lyder forklaringen, at fremgangen både skyldes bedre marginer i markedet og forbedret produktivitet på fabrikkerne, selvom der faktisk blev solgt lidt færre maskiner på landbrugsområdet i kvartalet.   

CNH forventer, at man kan øge omsætningen med 8-11 procent for hele 2023.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.